Den moderne udkant
Trods rygter om
usynlighed fylder udkanten meget på li ttera turens Danmarkskort, men mest som
et eksotisk eller uhyggeligt sted. Med Egon Clausens fodrejse fra Nørre Nebel
til Tarm har vi imidlertid fået et stykke hjemstavnsprosa, der uden nostalgiske
romantiseringer synliggør det levende og levede liv på landet.
Anmeldt af Kasper Green Krejberg. Litteraturmagasinet
Standart nr. 2, 2010
At man kan tisse ugeneret i sin egen have er ifølge Hans
Edvard Nørregaard-Nielsen en af de ubetvivlelige fordele ved et liv på landet.
Det fremgår af hans sindbillede »Som Sagt« fra
2008, hvor han om de saliggørende landligheder skriver: »1
stedet for at blive skældt for at tisse ved siden af inden døre, kan man finde
sig et sted ude i haven, hvor det er muligt at stå og kaste vandet med lige så
milde øjne som børn og landevejsbisser.«
Og det er alvorligt ment. I modsætning til sin
generationsfælle Egon Clausen ønsker Nørregaard-Nielsen at fastholde de kvaliteter,
der findes i »det svundne eller svindende« naturnære liv, som et værn mod
udviklingens »vansiring af det menneskelige«, der har vist sig i form af
»etiske og æstetiske overgreb mod vores fælles omgivelser« og deraf følgende
tab af »egentlige værdier at samles om«. Med en opdateret guldalder konstruktion
hævder Nørregaard-Nielsen, at naturen i hans barndom lå »gammel og god og var,
så langt øjet rakte, det, den gav sig ud for, medens den nu er, hvad vi har
gjort den tik Hans danske natur er med andre ord den samme som salmedigternes,
dvs. lykkelig fri for den moderne verdens indgreb.
Forestillet oprindelighed
Ærindet i ”Som sagt” hviler derfor på den samme
fejlslutning, som præger meget af den aktuelle debat om fremtiden for 'Udkantsdanmark'.
Det forlyder her, at vi skal holde provinsens små lokalsamfund i live for at
undgå, at Danmark 'knækker'. Den underliggende præmis er, at lillebyens
fællesskab er den oprindelige måde at organisere sig på derude i de nordlige,
sydlige og vestlige provinser, og forsvinder den fællesskabsform, ja, så går
det samme vej med provinsen: ud på historiens mødding. Problemet er blot, at
befolkningen i udkantsområderne for længst har omorganiseret sig og lever et
andet slags liv end det, vores provinsfortolkere typisk forfægter. Derfor er
det dejligt, at vi har en forfatter som Egon Clausen, der har rødder både i
udkanten i de gode gamle dage (født i 1940), og som samtidig er udstyret med
fødder, der har båret ham hele vejen ind i nutiden, sådan at han kan give sin
version af, hvad der er sket og stadig sker »derude i det, som mange kalder for
den yderste udkant«.
I sin nye bog, »Fodrejse ad tilgroede spor«, beretter han
uden romantiserende nostalgi om en vandring gennem fødeegnen i Vestjylland,
nærmere bestemt langs de svundne spor af den jernbane, der fra 1913 til 1939
forbandt Nørre Nebel med Tarm og undervejs gjorde holdt i Sønder Bork, Obling,
Nørre Bork, Sønder Vium, fødebyen Hemmet, Vostrup, Lønborg og Kyvling. Alene
stednavnenes magi, kortudsnittet på bagflappen og de spredte anekdoter om
banens pudseløjerlige historie er prisen værd.
Clausens vigtigste anliggende er dog at vise, hvordan
oplysningens ånd og moderniseringen af Danmark i lige så høj grad har omfattet
landets yderste afkroge, som det har præget de store byer, og rejsen er derfor
fyldt med beretninger om gigantiske dræningsprojekter og forbløffende
landvindinger, om landbrugets intensiverede produktionsmetoder og om den
moderne infrastruktur på egnen. Samtidig er Clausen så tilpas meget naturven,
at medaljens, dvs. moderniseringens, bagside dukker op i form af udpint
landbrugsjord og forurenet vandmiljø, kontrasteret med beretninger fra en
anden tids mere omfattende biodiversitet. Heldigvis skyder han ikke skylden for
miseren på bestemte aktører. I bogens optik er vi alle fanget i moderniseringens
uløselige dilemma, nemlig at nutidens velstand og bekvemmelighed har en pris,
som det delvist er værd at betale.
Adspredt og målrettet
Clausen har ingen nemme løsninger på hverken naturens eller
udkantens trængsler. Kunsten for mennesket er generelt »at finde det rette
forhold mellem kontrol og hengivenhed«, skriver han, og det er jo en meget
sympatisk holdning, men i længden er hans meninger ikke så spændende. Det er
derimod det ligefremme fortællegreb, fodrejsen, som Søren Ryge Petersen i sin anmeldelse
i Politiken ganske vist klandrede for at gøre bogen både kedelig og udramatisk.
Vandringen som motiv og fortællemotor er selvfølgelig en gammel traver, men i
Clausens version giver det en på en gang adspredt og målrettet bevægelse, der
netop kan rumme de modstridende vidnesbyrd om moderniseringen af egnen, som han
finder langs sporene, og som det er ham så magtpåliggende af synliggøre.
Desuden giver det ham lejlighed til at referere kortere og
længere møder med egnens beboere, som han udfritter om liv, levned og
meninger, ligesom han trækker på deres viden om lokalhistorien, når han hist
og her føler det nødvendigt at blotlægge et tilgroet spor. Fidusen er nu, at de
lokales holdninger udfordrer det københavnerblik, som den rejsende gennem et
langt voksenliv har til
lagt sig, og som ønsker at »frede gamle bygninger, dyr og
planter«og genoprette den vestjyske natur. Heroverfor står jyde blikket, som
Clausen også kender, og som ser på moderniseringen som et entydigt gode, men
mere tvetydigt på naturen og dens luner. Er man dybt afhængig af naturens gang,
kender man også dens råhed og genstridighed. Man ved, at den skal beherskes,
både den indre og ydre.
Engang var det Indre Mission og afholdsbevægelserne, der
tugtede den indre natur, mens det var driftige bønder og rationelle
ingeniører, der lagde den ydre natur »i lænker for at aftvinge den mest muligt
udbytte«. Men nu har bøndernes egne midler, teknikken og planlægningen, vendt
sig mod dem i form af store naturgenopretningsprojekter. Det har forfatteren
sådan set ikke ondt af, for hans sympatier er omskiftelige, og ligesom han i bo
gen udfordrer sit eget københavnerblik, revser han også de
lokales tænkemåde, hvis den ytrer sig som halvtotalitær sognerådsmentalitet
eller som stædig uvilje mod at tro sagkundskabens dokumentation af forurening
i bæk, å eller fjord.
En følsom rejse
Når bogen kan rumme så vekslende sympatier, skyldes det
også, at der er markant forskel på, hvad Clausen som forfatter siger, han vil,
og hvad han som vandringsmand egentlig gør. Det står klart i møderne med de
lokale og deres profane virkelighed, f.eks. da han på vej mod Sønder Bork får
et lift af mekanikeren Søren Dam fra Hemmet, der vil vide, hvorfor i alverden
Egon dog går her. Forfatterens ønske er at »beånde egnen«, betror han læseren,
»men det kan jeg ikke få mig selv til at sige til Søren Dam. Det ville lyde alt
for højtravende, så jeg siger, at jeg skriver på en bog om jernbanen og derfor
vandrer jeg ad de gamle spor«. Vel ankommet til Sønder Bork vender Clausen i øvrigt
om og går tilbage til ad vejen, hvor han kom fra. Ingen snyd på vandringsvægten
her. Men han takker gang på gang ja til den slags tilbud, for han vil gerne
i kontakt med andre mennesker. Det bringer ham i godt humør,
»for egnen har hilst på mig,« som han skriver. Den ensomme vandrer beånder
ingenting uden selv at blive beåndet.
»Fod-rejse« er ikke debatlitteratur, men snarere en følsom
rejse i traditionel litterær forstand. Det kommer mest tydeligt til udtryk, da
han med Tarm som eksempel skriver lidt om de danske provinsbyers mulige
fremtid under oplevelsesøkonomiens banner, men i sammenhængen virker hans
fremtidsforestilling mere som en monteret readymade (det kunne være et
læserbrev fra en lokal SF-politiker) end som udtryk for hans oprigtige mening.
Den slags utopier blegner ganske enkelt ved siden af alt det sansede liv, som
myldrer frem i bogens poetiske prosa.
I rummet aflæser vi tiden
Sansningerne gælder ikke blot de mennesker, der bor på
egnen, men i høj grad også det landskab, de bor i. Clausen er god til at synliggøre
historiens store linjer ud fra perifere spor i landskabet som f.eks. spredte
parcelhusbyggerier eller som nu den nedlagte jernbane. De »tilgroede spor«
giver ham således anledning til
at fortælle om moderniseringen s skiftende ansigter i det
20. århundrede: l århundredets begyndelse viste den moderne verden sig netop i
skikkelse af jernbanen, der synkroniserede tiden i området og dermed opdragede
»en hel egn til præcision«. Siden tog den form som en snorlige asfaltvej, der
muliggjorde den pendlerkultur, som stadig kendetegner livet i de små byer, og
som har lært egnen individualiseringen s glæder at kende. Hele området er
blevet en slags forstad »med et flydende centrum,« skriver Clausen, hvor
fællesskaber ikke længere er livsnødvendige, men en slags fritidstilbud, man
kan vælge til og fra. Endelig har moderniseringens seneste infrastrukturelle
tigerspring været udbredelsen af elektroniske kommunikationsmidler, som vores
vandringsmand antyder med sin flittige brug af mobiltelefonen og med denne
karakteristik af nutidens Hemmet:
Der er sikker adgang til radio og fjernsyn i overvældende
mængder. Folk har telefoner og computere, så de chatter, skriver sms'er og
surfer på internettet, som sad de i centrum af begivenhederne. [...] De lever
på mange måder, som om de befandt sig i en by, hvilket de på en måde også gør.
Hemmet er ikke længere en isoleret landsby i en udkant, men en integreret del
af den moderne verden, og den synes folk godt om.
Clausen indskriver sig med sin udkantsvandring i en
strømning af nyere essayistisk litteratur, der bedriver stedsspecifik historieskrivning.
Han aflæser populært sagt tiden i rummet, på samme måde som den tyske
historiker Karl SchlOgel siden Murens fald har gjort i talrige publikationer om
obskure lokaliteter i 0st- og Centraleuropa, herunder den fremragende »lm Raume
Lesen wir die Zeit« (2003), og på samme måde som mere poetisk sindede
forfattere som Geert Mak i »Jorwerd« (1996) og W.G. Sebald i »Die Ringe des
Saturn« (1995) har behandlet henholdsvis Frisland og East Anglia. Fælles for
disse projekter er en vidtrækkende ambition om at vriste historien ud af
perifere kulturlandskaber, ikke såmeget for at sige noget om de respektive
nationale historier, men for at dokumentere og bekræfte moderniteten s
historie, der tager sig slående ens ud set fra henholdsvis den danske, den
hollandske og den engelske udkant.
Billedet viser imidlertid ikke en decideret urbanisering af
provinsen. Folk bor kun »på en måde« i byen, som Clausen skriver. Omvendt er
der heller ikke sket en decideret afkobling af udkantsområderne. De har
derimod oplevet det, som den engelske sociolog Paul Hirst har kaldt
»eksurbanisering«, dvs. en proces, hvor skellene mellem by, land og forstad
ophæves, både hvad angår levevis, og hvad angår den politiske praksis, hvor
fællesskaberne har forandret sig fra lokalt funderede deltagerdemokratier til
mediefunderede tilskuerdemokratier.
Den historie fortæller Clausen også, tydeligst illustreret
ved andelsbevægelsens storhed og fald i landsbyerne og med beskrivelser af den
seneste strukturreforms sørgelige konsekvenser for de lidt større byer. Det er
en historie, der er fortalt før, men den er sjældent blevet aflæst i så konkret
et landskab og med så stor en interesse for det levede og levende liv, som i
denne bog. Så tak for turen, Egon.