Den moderne udkant

Trods rygter om usynlighed fylder udkanten meget på li ttera turens Danmarkskort, men mest som et eksotisk eller uhyggeligt sted. Med Egon Clausens fodrejse fra Nørre Nebel til Tarm har vi imidlertid fået et stykke hjemstavnsprosa, der uden nostalgiske romantiseringer synliggør det levende og levede liv på landet.

 

Anmeldt af Kasper Green Krejberg. Litteraturmagasinet Standart nr. 2, 2010

 

At man kan tisse ugeneret i sin egen have er ifølge Hans Edvard Nørregaard-Nielsen en af de ubetvivlelige fordele ved et liv på landet. Det fremgår af hans sindbillede »Som Sagt« fra

2008, hvor han om de saliggørende landligheder skriver: »1 stedet for at blive skældt for at tisse ved siden af inden døre, kan man finde sig et sted ude i haven, hvor det er muligt at stå og kaste van­det med lige så milde øjne som børn og landevejsbisser.«

Og det er alvorligt ment. I modsætning til sin generationsfælle Egon Clausen ønsker Nørregaard-Nielsen at fastholde de kvali­teter, der findes i »det svundne eller svindende« naturnære liv, som et værn mod udviklingens »vansiring af det menneskelige«, der har vist sig i form af »etiske og æstetiske overgreb mod vores fælles omgivelser« og deraf følgende tab af »egentlige værdier at samles om«. Med en opdateret guldalder konstruktion hævder Nørregaard-Nielsen, at naturen i hans barndom lå »gammel og god og var, så langt øjet rakte, det, den gav sig ud for, medens den nu er, hvad vi har gjort den tik Hans danske natur er med andre ord den samme som salmedigternes, dvs. lykkelig fri for den mo­derne verdens indgreb.

 

Forestillet oprindelighed

Ærindet i ”Som sagt” hviler derfor på den samme fejlslutning, som præger meget af den aktuelle debat om fremtiden for 'Udkants­danmark'. Det forlyder her, at vi skal holde provinsens små lokal­samfund i live for at undgå, at Danmark 'knækker'. Den underlig­gende præmis er, at lillebyens fællesskab er den oprindelige måde at organisere sig på derude i de nordlige, sydlige og vestlige pro­vinser, og forsvinder den fællesskabsform, ja, så går det samme vej med provinsen: ud på historiens mødding. Problemet er blot, at befolkningen i udkantsområderne for længst har omorganise­ret sig og lever et andet slags liv end det, vores provinsfortolkere ty­pisk forfægter. Derfor er det dejligt, at vi har en forfatter som Egon Clausen, der har rødder både i udkanten i de gode gamle dage (født i 1940), og som samtidig er udstyret med fødder, der har bå­ret ham hele vejen ind i nutiden, sådan at han kan give sin version af, hvad der er sket og stadig sker »derude i det, som mange kalder for den yderste udkant«.

I sin nye bog, »Fodrejse ad tilgroede spor«, beretter han uden romantiserende nostalgi om en vandring gennem fødeegnen i Vestjylland, nærmere bestemt langs de svundne spor af den jern­bane, der fra 1913 til 1939 forbandt Nørre Nebel med Tarm og undervejs gjorde holdt i Sønder Bork, Obling, Nørre Bork, Sønder Vium, fødebyen Hemmet, Vostrup, Lønborg og Kyvling. Alene stednavnenes magi, kortudsnittet på bagflappen og de spredte anekdoter om banens pudseløjerlige historie er prisen værd.

Clausens vigtigste anliggende er dog at vise, hvordan oplysnin­gens ånd og moderniseringen af Danmark i lige så høj grad har omfattet landets yderste afkroge, som det har præget de store byer, og rejsen er derfor fyldt med beretninger om gigantiske drænings­projekter og forbløffende landvindinger, om landbrugets inten­siverede produktionsmetoder og om den moderne infrastruktur på egnen. Samtidig er Clausen så tilpas meget naturven, at medal­jens, dvs. moderniseringens, bagside dukker op i form af udpint landbrugsjord og forurenet vandmiljø, kontrasteret med beret­ninger fra en anden tids mere omfattende biodiversitet. Heldigvis skyder han ikke skylden for miseren på bestemte aktører. I bogens optik er vi alle fanget i moderniseringens uløselige dilemma, nemlig at nutidens velstand og bekvemmelighed har en pris, som det delvist er værd at betale.

 

Adspredt og målrettet

Clausen har ingen nemme løsninger på hverken naturens eller udkantens trængsler. Kunsten for mennesket er generelt »at finde det rette forhold mellem kontrol og hengivenhed«, skriver han, og det er jo en meget sympatisk holdning, men i længden er hans meninger ikke så spændende. Det er derimod det ligefremme fortællegreb, fodrejsen, som Søren Ryge Petersen i sin anmeldelse i Politiken ganske vist klandrede for at gøre bogen både kedelig og udramatisk. Vandringen som motiv og fortællemotor er selvfølgelig en gammel traver, men i Clausens version giver det en på en gang adspredt og målrettet bevægelse, der netop kan rumme de modstridende vidnesbyrd om moderniseringen af egnen, som han finder langs sporene, og som det er ham så magtpåliggende af synliggøre.

Desuden giver det ham lejlighed til at referere kortere og læn­gere møder med egnens beboere, som han udfritter om liv, levned og meninger, ligesom han trækker på deres viden om lokalhistori­en, når han hist og her føler det nødvendigt at blotlægge et tilgroet spor. Fidusen er nu, at de lokales holdninger udfordrer det køben­havnerblik, som den rejsende gennem et langt voksenliv har til­

lagt sig, og som ønsker at »frede gamle bygninger, dyr og planter«og genoprette den vestjyske natur. Heroverfor står jyde blikket, som Clausen også kender, og som ser på moderniseringen som et entydigt gode, men mere tvetydigt på naturen og dens luner. Er man dybt afhængig af naturens gang, kender man også dens råhed og genstridighed. Man ved, at den skal beherskes, både den indre og ydre.

Engang var det Indre Mission og afholdsbevægelserne, der tugtede den indre natur, mens det var driftige bønder og ratio­nelle ingeniører, der lagde den ydre natur »i lænker for at aftvinge den mest muligt udbytte«. Men nu har bøndernes egne midler, teknikken og planlægningen, vendt sig mod dem i form af store naturgenopretningsprojekter. Det har forfatteren sådan set ikke ondt af, for hans sympatier er omskiftelige, og ligesom han i bo­

gen udfordrer sit eget københavnerblik, revser han også de lokales tænkemåde, hvis den ytrer sig som halvtotalitær sognerådsmenta­litet eller som stædig uvilje mod at tro sagkundskabens dokumen­tation af forurening i bæk, å eller fjord.

 

En følsom rejse

Når bogen kan rumme så vekslende sympatier, skyldes det også, at der er markant forskel på, hvad Clausen som forfatter siger, han vil, og hvad han som vandringsmand egentlig gør. Det står klart i møderne med de lokale og deres profane virkelighed, f.eks. da han på vej mod Sønder Bork får et lift af mekanikeren Søren Dam fra Hemmet, der vil vide, hvorfor i alverden Egon dog går her. Forfatterens ønske er at »beånde egnen«, betror han læseren, »men det kan jeg ikke få mig selv til at sige til Søren Dam. Det ville lyde alt for højtravende, så jeg siger, at jeg skriver på en bog om jernbanen og derfor vandrer jeg ad de gamle spor«. Vel ankommet til Sønder Bork vender Clausen i øvrigt om og går tilbage til ad vejen, hvor han kom fra. Ingen snyd på vandringsvægten her. Men han takker gang på gang ja til den slags tilbud, for han vil gerne

i kontakt med andre mennesker. Det bringer ham i godt humør, »for egnen har hilst på mig,« som han skriver. Den ensomme van­drer beånder ingenting uden selv at blive beåndet.

»Fod-rejse« er ikke debatlitteratur, men snarere en følsom rejse i traditionel litterær forstand. Det kommer mest tydeligt til udtryk, da han med Tarm som eksempel skriver lidt om de danske pro­vinsbyers mulige fremtid under oplevelsesøkonomiens banner, men i sammenhængen virker hans fremtidsforestilling mere som en monteret readymade (det kunne være et læserbrev fra en lokal SF-politiker) end som udtryk for hans oprigtige mening. Den slags utopier blegner ganske enkelt ved siden af alt det sansede liv, som myldrer frem i bogens poetiske prosa.

 

I rummet aflæser vi tiden

Sansningerne gælder ikke blot de mennesker, der bor på egnen, men i høj grad også det landskab, de bor i. Clausen er god til at synliggøre historiens store linjer ud fra perifere spor i landskabet som f.eks. spredte parcelhusbyggerier eller som nu den nedlagte jernbane. De »tilgroede spor« giver ham således anledning til

at fortælle om moderniseringen s skiftende ansigter i det 20. år­hundrede: l århundredets begyndelse viste den moderne verden sig netop i skikkelse af jernbanen, der synkroniserede tiden i området og dermed opdragede »en hel egn til præcision«. Siden tog den form som en snorlige asfaltvej, der muliggjorde den pend­lerkultur, som stadig kendetegner livet i de små byer, og som har lært egnen individualiseringen s glæder at kende. Hele området er blevet en slags forstad »med et flydende centrum,« skriver Clausen, hvor fællesskaber ikke længere er livsnødvendige, men en slags fritidstilbud, man kan vælge til og fra. Endelig har moderniserin­gens seneste infrastrukturelle tigerspring været udbredelsen af elektroniske kommunikationsmidler, som vores vandringsmand antyder med sin flittige brug af mobiltelefonen og med denne karakteristik af nutidens Hemmet:

 

Der er sikker adgang til radio og fjernsyn i overvældende mængder. Folk har telefoner og computere, så de chatter, skriver sms'er og surfer på internettet, som sad de i centrum af begivenhederne. [...] De lever på mange måder, som om de befandt sig i en by, hvilket de på en måde også gør. Hemmet er ikke længere en isoleret landsby i en udkant, men en integreret del af den moderne verden, og den synes folk godt om.

 

Clausen indskriver sig med sin udkantsvandring i en strømning af nyere essayistisk litteratur, der bedriver stedsspecifik historie­skrivning. Han aflæser populært sagt tiden i rummet, på samme måde som den tyske historiker Karl SchlOgel siden Murens fald har gjort i talrige publikationer om obskure lokaliteter i 0st- og Centraleuropa, herunder den fremragende »lm Raume Lesen wir die Zeit« (2003), og på samme måde som mere poetisk sindede forfattere som Geert Mak i »Jorwerd« (1996) og W.G. Sebald i »Die Ringe des Saturn« (1995) har behandlet henholdsvis Frisland og East Anglia. Fælles for disse projekter er en vidtrækkende ambi­tion om at vriste historien ud af perifere kulturlandskaber, ikke såmeget for at sige noget om de respektive nationale historier, men for at dokumentere og bekræfte moderniteten s historie, der tager sig slående ens ud set fra henholdsvis den danske, den hollandske og den engelske udkant.

Billedet viser imidlertid ikke en decideret urbanisering af pro­vinsen. Folk bor kun »på en måde« i byen, som Clausen skriver. Omvendt er der heller ikke sket en decideret afkobling af udkants­områderne. De har derimod oplevet det, som den engelske socio­log Paul Hirst har kaldt »eksurbanisering«, dvs. en proces, hvor skellene mellem by, land og forstad ophæves, både hvad angår levevis, og hvad angår den politiske praksis, hvor fællesskaberne har forandret sig fra lokalt funderede deltagerdemokratier til mediefunderede tilskuerdemokratier.

Den historie fortæller Clausen også, tydeligst illustreret ved andelsbevægelsens storhed og fald i landsbyerne og med beskri­velser af den seneste strukturreforms sørgelige konsekvenser for de lidt større byer. Det er en historie, der er fortalt før, men den er sjældent blevet aflæst i så konkret et landskab og med så stor en interesse for det levede og levende liv, som i denne bog. Så tak for turen, Egon.